Så er det tid til at samle op og samle ind på de manglende ting. Det har været et spændende projekt, de 23, men til tider også krævende og forstyrrende i en forvejen smårodet dagligdag.
E-boks har jeg brugt i et års tid, det er dejligt at slippe for så meget papir i rudekuverter... Så her er en ting hakket af - nemt! Har brugt både adgang via netbank og digital signatur - bankens egne papirer skal man jo hente via dennes adgangskode. Nu har jeg også bestilt en fælles pinkode, sådan at jeg kan gå ind hvorsomhelst og checke mine lønsedler, pensionsstatus m.v.
Facebook lokkede min datter mig ind på for et stykke tid siden, og det var altså rigtig sjovt at "møde" hendes gamle skolekammerater og ungdomsvenner - nu med voksent udseende. Denne ting er hermed også hakket af. Jeg forventer at kunne bruge "Fjæs" - på sigt, som det hedder - til at pleje netværk, finde interessefæller, holde sig lidt ajour med venner og bekendtes gøre og laden, falde over mennesker man har kendt men måske næsten glemt osv.
Og så må vi jo erkende: Facebook og lign. giver os en udvidet mulighed for at se/ses med/blive set. Men man skal passe lidt på: min datter belærte mig om at jeg ved at anføre i profilen, at jeg var interesseret i netværk med både mænd og kvinder, godt kunne mistolkes derhen, at jeg søgte erotiske kontakter med begge køn!
Det er faktisk ret skægt, også at læse folks statusopdateringer. Man kan melde sig som fan af forsk. personer, kunstere el. politikere. Der er lidt skoletids-frikvarter over dette her, synes jeg. Og aldersspredningen af brugerne afsejler da også, at flertallet næsten kun er sluppet fri af sidste spisefrikvarter...
Facebook er så småt ved at blive rigtig seriøs, og bl.a. vil den blive brugt i stor, stor stil i næste valgkamp. Det begyndte så småt ved sidste valg, næste gang eksploderer det, og ve den politiker, der ikke hænger på.
Der findes lign. fora, som f.eks. Hi5. Men den virker mere "kedelig" end Facebook, og er ikke lige så nem at komme ind på. Den kan have sine tekniske problemer.
Mens jeg kunne sole mig i de opgaver, der på forhånd var udført, måtte jeg lige tage noget nyt: Google Maps og Podcast.
Google Maps virker umiddelbart udmærket letanvendelig og meget relateret til Google Earth, som vi har hygget os med derhjemme i ny og næ. Men sikke da noget ævl af en kørselsvejledning fra privaten på Gåbensevej (Nyk.) til datteren på Valby Langgade (Kbh)- vi bedes køre til et sted nord for Nr. Alslev, vende om og U-vende, derefter finde motorvejen. Med lidt ændrede adresseoplysninger kunne vi tage en alternativ rute ud over Hullebæk og Tingsted... det gøres altså væsentligt bedre på både Krak og Eniro!
Podcast er en sjov ting, som jeg også har leget med før - bl.a. måtte jeg jo høre min søn i Klubværelset for nogle år siden. Vejledningens grønne boks eksisterer ikke mere (der kan man se hvad man får ud af at forhale en opgave!), men det lykkedes alligevel at få et par sorte spejdere ind og ud igen. Og en Mads og Monopolet, som jeg i tidens løb har moret mig meget over.
Snart følger de sidste opgaver, bl.a. Google Docs, som jeg har store forventninegr til brugsværdien af.
Nu: frokost!
mandag den 8. september 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)