torsdag den 27. marts 2008

Ting 5

Langt om længe nåede jeg til ting 5. Det har været en lang påskeuge med ekstra afspadsering og et par sygedage, og den slags går jo ud over noget.

iGoogle virker som en behagelig, overskuelig funktion som nok skal vise sig nyttig. Nytteværdien afhænger dog af om man bruger funktionen!

Jeg måtte tilkalde kollegasupport for at kunne fortolke vejledningen - gik nemlig panikagtigt i stå (kan man egentlig det???) i hektisk søgen efter et sted, hvor jeg kunne klikke på "Tilføj ting". Susanne var heldigvis både mere opvakt og fantasifuld end jeg selv, så hun viste mig at knappen i virkeligheden hedder "Tilføj feed eller gadget". I min søgeiver havde jeg fuldstændig overset den, da ordet "feed" sprang mig i øjnene som et nøgleord, der intet havde med en "ting" at gøre. Troede jeg.
Det næste klik hed heller ikke det samme som i vejledningen, men det var jeg dog - trods kun 5 timers søvn efter et maraton møde i aftes - selv i stand til at gennemskue...

Problemet med alle de nye ting, vi lærer, er at få tid til at passe sit almindelige arbejde ind i mellem at man skal læse nyheder, opdatere sine feeds, tildele tags og holde sig ajour med alt muligt, der ellers plejer at være fritidsbetonet...

tirsdag den 11. marts 2008

Nå - sidder her åbenbart endnu. Varm te (fy-fy ved tastaturet) og endnu en pakke lommetørklæder, så går det derudaf med ting 4.
Technorati finder jeg ikke så indviklet som rygtet siger, men rodet og uoverskuelig er den sandt nok, og desuden underligt uvedkommende med den sære blanding af nyheder om amerikanske politikere og semi-stjerner, så er der lidt på italiensk og lidt på svensk - altså!
Hvad mon jeg vil bruge denne side til fremover...? Nu ved jeg i hvert fald at den findes - og jeg selv skulle nu også kunne findes via dette link: Technorati Profile
Overskrift.dk er da vist en sjov ting, nu har jeg opdateret mig i seneste nyt både vedr. Villy og Kaizers!
Det var ikke svært - kollegerne siger at Technorati er langt værre. Så jeg skal lige overveje om det er besværet værd at sidde her, med bihulebetændelse, efter skemalagt fyraften, og rode med det...

onsdag den 5. marts 2008

Så kom jeg sørme også igennem 3. ting, så nu er jeg klar til nyheder indenfor lidt af hvert. Kan det virkelig passe, at der ikke er mulighed for at abonnere på BF-nyheder???
Velkommen til min blog!

Gr. ferie er den ikke nået oprettet på det autoriserede tidspunkt, men jeg skal forhåbentlig nok nå igennem de 23 ting alligevel.

Under forsinkelsen oplevede/genoplevede jeg sammen med familien en masse spændende og fantastiske templer, faraograve og museumsgenstande, der slår det meste i skønhed og elegance. Egyptens kulturskatte er uovertrufne, landet er så sammensat med Cairos hektiske, rodede storbylarm og det rolige landbrugsliv, der leves som igennem århundreder langs Nilen. Og menneskerne er så imødekommende, humoristiske og venlige.
Ikke eet ord om Muhammed eller tegninger, "you are welcome!"
Dét er ferie, man nødigt vil hjem fra, men vi må jo bare spare sammen til en ny tur...